Sleipnir rollespil - Historie efter Halloween (200/Ferro/38)

Jens Jakobsen
Spilmester og kasserer

Denmark
1045 Poster

Skrevet - 21/09/2017 : 20:07:47

Kapitel 1 - Dagen derpå
       Elverdonningen Kenya havde tilbragt de seneste dage i Amariths tempeldistrikt. Udnævnelse til ypperstepræstinde for Aigleh gennem en flerdages ceremoni var endelig overstået, og hun så frem til at vende tilbage til Elvien. Hemmelighederne, som var forbeholdt for hendes nuværende rangorden, var blevet blotlagt for hende, og med største ildhu havde hun lært dem. Hun havde allerede fundet frem til at Kriell, Thyriens Jarl, var en dæmon, men trods sin viden var hun usikker på hvordan hun skulle besejre ham - om han kunne besejres. Hvis hvad han havde sagt var rigtigt - at Kriell havde oplært en af ærketroldmændendes læremester. Hun var i tvivl om det kunne passe, men arkiverne i Amariths biblioteker havde optegnelser af Kriell som borgmester fra før dommedag, samt om andre af de ting han havde fortalt hen over bordet til Kaptajn Gjorvi for over et år siden. Den hjemsøgte og flyvende hat, det talende sværd, og fra tiden i dommedagstågerne, en goblin der svarede til hans beretninger. Noget var gået galt ved hans genoplivning for halvandet år tilbage. Hvad der var sket med hans sjæl i underverdenen kunne kun guderne vide. Blandt disse guder af underverdenen var Malum kommet til Thyrien. Det havde ikke taget længe førend Kenya havde lært om dæmonmanere og deres bønner til Malum, selvom dette blev anset som forbudt viden. Hun var sikker på at Kriell var ude på mere end han havde ladet vide, og at Malum var involveret var der ingen tvivl om. Kriells besættelse af at skulle bygge altre til Malum. Og ikke bare i Thyrien, men i hele fire af de nord-Tyriske riger havde han fået sat dette i værk, omend så vidt hun kunne erfare var det kun i Thyrien og Vlethon at altrene var noget nær færdige.
       Det var tidligt om morgenen den 38. Ferro. Kenya var ved at pakke til turen med droske tilbage til Thyrien. Hun ville måske være i stand til at binde Kriell til stedet, og således overvinde ham. Det var det absolut bedste bud, og det var en pligt der lå hos hende, og hende alene. Hvis truslen spredte sig fra Thyrien ville resten af Lysets Orden træde ind, men dette blev ikke anset af de andre som en større trussel. Kenya var optaget af sine egne tanker og hørte ikke de råb der kom ude fra foran ordenens hovedbygning. En akolyt kom løbende ind og bukkede for hende, mens han forpustet forklarede at der stod en troldmand derude der insisterede på at se hende. "En ung troldmand, der praler med at være ærketroldmand?" spurgte Kenya. Akolytten nikkede. "Lycos," mumlede hun for sig selv. Hun havde egentlig regnet med at undgå ham helt efter det postyr han havde lavet i Elvien sidst de mødtes, hvor han gentagende gange havde friet til hende. Teknisk set havde han vel ikke selv gjort det, men var tvunget af dæmonen som havde besat ham, og dette var vel heller ikke et brud på hans løfte om at vende tilbage, da de ikke var i Elvien nu. Mismodigt indvilligede hun i at mødes med ham. Ude på pladsen så hun en større gruppe akolytter og novicer stående i en rundkreds. Luften flimrede i cirklens midte - Kenya genkendte det, som Lycos' skjold. De lavere præster trådte til side så Kenya kunne komme til. Alexis Lycos så hærget ud. Tøjet var blevet laset, han havde indtørret blod og mudder i ansigtet, og han lignede én der ikke havde sovet i længere tid. Han lænte sig op ad sin stav, der var det eneste der forhindrede ham i at falde omkuld. Kenya bad de andre om at hjælpe troldmanden inden for, og Lycos om at sænke sit skjold. "Der er ikke tid, Kenya," forklarede Alexis på sit sædvanlige uhøflige, "Kriell har -" begyndte han og faldt om kuld, bevistløs.
        Først flere timer senere kom Alexis til igen. Han åbnede øjnene og så Kenya i lokalet sammen med andre præster. "Vi har ingen tid at spilde, Kenya," udbrød han straks, "Kriell har - hans altre er - han trækker flere dæmoner til gennem altrene. De fungerer som en slags pejlemærker for dæmonerne." Kenya blev bleg, og hendes hjerte sank mens Lycos fortsatte, "det var nedslagtning, alt jeg kunne gøre var at sætte skjolde og teleportere de overlevende væk. Jeg ved ikke hvor mange døde, men jeg så mange sønderrevet. En tarm dér, et ben i træet. Grusomt," fortsatte Alexis med et mat blik i øjnene. Tanken alene var nok til at give Kenya kvalme. "Nok! Det er nok," afbrød hun. "Hvad kan jeg gøre?" spurgte hun stille. "Vi er nødt til at lukke portalerne," begyndte Alexis, "Kriell må have brugt noget meget mørk magi for at få dem til at virke. Alle vores sensorer i Thaumatologisk Institut gik pludselig af i aftes, og jeg tog derop for at se hvad der var galt. Det var en massakre. Mørket... mørket.." Han forstummede, fjern i blikket. Kenya skubbede let til ham. "Så hvad? Du tror jeg kan rense altrene? Hvis hvad du siger er rigtigt, så kan vi vel ikke engang komme tæt nok til at forsøge." Alexis kiggede op på hende, vækket tilbage til virkeligheden. "Jo. Jo vi kan! Men vi får brug for noget til at distrahere fjenden mens vi gør det. Kan du huske hvad Kriell havde markeret på sit kort? Thyrien, Elvien, Ethylfried, Gaarlod og Vlethon. Fire af de lande har portaler, men hvis vi kan få Gaarblun, og Odotyl til at angribe Thyrien kan vi måske slippe usete ind dér og tage altrene ned. Hvert alter vi fjerner vil halte Kriells planer." Kenya tænkte et øjeblik. Hun forestillede sig et kort over Tyrien, hvor tropper ville kunne bevæge sig og hvor de ikke ville blive hindret hvis alle fem lande var under Kriells kontrol. Selv hendes elskede Elvien var faldet under dæmonernes fremmarch. "Odotyl først," besluttede hun sig for, "de har lettest ved at få forstærkninger og forsyninger. Hvis de kan angribe gennem Elviens skove, så kan vi tage os af det nordlige alter imens, og give frit lejde for Gaarbluns angreb. Hvis du kan sende mig til Odotyl, så taler jeg med deres leder, og så tager du til Gaarblun imens. Kom til mig når du er klar igen så skulle første angreb være under vejs," beordrede Dronningen.

Jens Jakobsen
Spilmester og kasserer

Denmark
1045 Poster

Skrevet - 24/09/2017 : 14:35:49

Kapitel 2 - Kriell
        Kriell stod ved Thyriens havn med artefaktet i hånden. Udformet som et kranium for æoner siden. Det var gennem det at han kunne holde kontrol over de mange dæmoner der nu var kommet til øen. Det havde ligget under Thyrien, i sortelvernes dybe by i årtusinder. En obskur genstand som de ikke selv kendte meningen ved, blot at de havde fået den fra Malum gennem én af hans præster. I deres arkiver havde det fremgået at det var circa samtidigt at de havde fået et par juveler der var blevet døbt, Dæmonens Øjne. Hvad var gudernes magt? Havde Malum mon orkestreret det hele, eller var det blot skæbnen der havde sørget for det? Brikkerne i puslespillet passede for fint sammen, syntes han. Helt fra da han var en lille dreng, redet fra livet på gaden i en fjern ørkenby, havde han været med i en bande. De havde løst tilbedt Malum, men det kunne vel ikke være derfor. Han var ikke engang religiøs dengang, og han havde først tilbedt Aigleh. Dæmonens øjne havde bragt ham tilbage til Thyrien for lidt over et år siden. Malum havde sendt ham hertil, fra at have tilbragt årtier som Hans fange, og før det prikket til, flået i stykker, og samlet igen af Alampes. Kriells egen ambition for at sidde behageligt bag magten og styre havde fået ham til at sætte Darsa ind som Konge i Thyrien. Dragekongen, som ingen rigtigt turde trodse, på grund af Kriells alliancer bag tronen. Netop dét havde foranlediget sortelverne til at invitere ham ned i deres kolossale underjordiske by. Han havde, da han stadig var i live, sat en sortelver på tronen for landet - omend kortvarigt, var det velbeskrevet hvad han havde gjort. At han havde gjort det igen, og nu som Malum præst, havde vagt deres interesse. De så gerne at endnu en sortelver regerede overfladen, og Kriell skulle hjælpe dem. Han havde været hurtig til at lægge en plan på bordet for dem - det ville tage et par år, og de ville skulle støtte ham ubetinget undervejs, men så ville de kunne indtage overfladen uden besvær i Malums navn, som Hans udvalgte folk. De havde været meget i tvivl, men planen han havde givet dem havde været fulgt op til nu. Under en rundvisning havde Kriell set både bogen, og artefaktet på et museeum der åbentbart aldrig fik besøg. Få dage senere var han forbi igen, og de to genstande blev erstattet med billige kopier. Han tænkte lidt mere over det. Måske var planen han havde fremlagt for dem ikke været fulgt helt, men de havde ikke vidst det før nu, og nu var det for sent for dem.
        Alle fire af Tyriens nordlige havne var nu hans. Altrene i Thyrien, Ethylfried, Gaarlod og Vlethon havde sikret dét. Allerede havde han trukket halvtreds dæmoner til øen efter det sidste alter blev aktiveret. Selv i Elvien havde han fået sat et alter, "i fredens navn", og ikke nok med de fungerede som åbninger til Tågeriget, de slørede også for synske, så der ikke kunne spioneres mod ham, eller dæmonernes positioner. Disse var netop nu i gang med at plyndre ressourcer nok til at bygge flere altre, og snart ville hans kort have mange flere markeringer. Først øen hér, og så nord på til Gerand - tage hele kontinentet dér. Det burde ikke vare mere end et par måneder, og dernæst resten af denne verden. Når verdenskortet var markeret som Kriells domæne, så skulle guderne dø. Malum først da han kunne kontrollere Kriell, og så Alampes for at eksperimentere på de døde sjæle. Resten af guderne skulle dræbes for at have ladet det stå på igennem tiderne. Han så skibet sejle fra havnen. Det havde en besætning af sortelvere og to dæmoner, og bar en last der skulle opføre et nyt alter i det sydlige Kaali.
        Bogen: Det ærgrede Kriell at Malum havde taget den tilbage. Den indeholdte så mange fascinerende emner. Han havde været en tur til Amarith kort efter han havde fået fingre i den, og den dæmoniske skrift deri havde været så let at læse mens han sad i drosken på vej mod kejserens by. De var netop kommet gennem Felvan og ind i Syd-Thyriens nordlige skove da de gjorde stop. Hestene fik mulighed for frisk vand og føde, og Kriell havde gået en lille tur for at strække benene da han mødte en skovhugger. Et menneske, som han var faldet i snak med, og i et uventet øjeblik, slået bevidstløs. Kriell havde trukket bogen frem, og udført et ritual derfra på manden. Undervejs blev hans krop dækket af hår, hans hage og næse strak sig og ørene blev spidse og trak højere op på hovedet. Resten af kroppen blev forvredet og musklerne svulmede op på manden. Kriell hørte vognens klokke ringe, det var tid til at fortsætte rejsen. Han forlod den bevidstløse mand og vendte tilbage til drosken. Det havde været noget af en overraskelse for Kriell, da han måneder forinden havde fundet ud af at han var genopstået med en forståelse for lægekunsten, hvilket var årsagen til hans tur til Amarith hvor han skulle tillære sig endnu flere hemmeligheder inden for emnet. Nogle dage var gået siden han han var blevet indlogeret på akademiet, da han havde taget en tur ud i byens gader. I byens sydlige slum var han sent om aftenen stødt på en fordrukken dværg der lå og sov i en gyde. Kriell udførte ritualet på dværgen, og så hvordan dværgen blev forvandlet til en ulv, ikke meget større end normale ulve. Fascinerende.
        Resten af studiet om infektioner var forløbet med lethed, og turen gik tilbage mod Darsas unavngivede by i Thyrien. Havnen skulle være klar igen, så Thyrien kunne blive et handelscentrum som før. På vejen op gennem Syd-Thyrien hørte de rygter om dyriske overfald hvilket Kriell tog helt uden bekymring, og de mødte da heller ikke den gale Zimaraelver som de lokale hentydede til. Den hurtigste vej herfra til Elvien var tilbage gennem Fel'van. Et kedeligt, dødt område der var gået til under vulkanens sidste udbrud. Bakkerne var blevet dækket af lava og aske og var ikke meget andet end tørre, porøse, sten. Så længe Kriell havde været på Tyrien, havde området været kendt som et ingenmandsland, hvor banditter hærgede, og det var netop det der skete den aften hvor de slog lejr op ad drosken. Deres gruppe bestod ikke af andet end kusken, en vagt, et ældre ægtepar og Kriell, og de blev nu overfaldet af to orker og to gobliner. Vagten var den første der døde. Han fik halsen gennemboret af en orks spyd. Kriell havde sneget sig om bag goblinerne som stod og kastede knive og andet mod vognen. Den første faldt om med en bule i nakken hvor Kriell havde hamret ham med en knippel. Den anden vendte sig mod ham og fik Kriells sværd gennem ansigtet. Kriell trak den bevistløse goblin tilbage mod vognen, som orkerne var ved at splitte ad for værdier. Ægteparret lå døde og kusken kløvet af den anden orks store økse. Spydet havde den første ork lagt fra sig mens han var ved at rive baggagen af vognens tag. Han nåede ikke at opdage at han pludselig ikke var alene på taget og en daggert få øjeblikke senere ville blive drevet ind gennem bagsiden af hans kranium. Den anden ork opdagede at der var blevet stille omkring ham og greb sin store økse. Kriell havde altid haft en forståelse for hvordan man for orker til at gøre hvad han havde lyst til. De skal blot tro at det er deres idé, og at deres idé gør dem både kloge og stærke. "Du ser ud til at være stærk nok til at være klanleder," råbte Kriell fra den anden side af lejrens bål. Orken vendte sig mod Kriell, kamplysten kogende i blodet. "Det er godt du ikke udfordrer mig til en nævekamp, så stærk som du er. Jeg ville være bundet af ære til at acceptere, og med dit første slag ville du vinde og jeg ville blive spist." Kriell havde sin ork-bue i hånden og en pil nocket og klar til at skyde. Orken kunne se at en bevæbnet kamp ville være til menneskets fordel, og klanlederen, han havde nu allerede taget titlen til sig, ville kunne vinde med ét slag i nævekamp mod denne usling. Det ville vinde ham ære at besejre ham ved en udfordring. Orken kastede sin økse til side og gav sin udfordring til Kriell, der accepterede, lagde sine våben og kappe, og gik orken i møde nær bålet. Der var noget mærkeligt ved mennesket, tænkte orken, han virker slet ikke bange. Orkens første slag blev slynget mod Kriells ansigt. Kriell trådte lidt til siden og lod orkens slag føre ham halvt forbi Kriell, førend han selv angreb. Slagene bragede ind i orkens side og ryg og inden for få øjeblikke lå han hjælpeløs foran bålet. Kriell fiskede bogen op fra sin bæltetaske. "Skal vi se hvad vi kan lære i dag?"

Jens Jakobsen
Spilmester og kasserer

Denmark
1045 Poster

Skrevet - 24/09/2017 : 14:36:18

Kapitel 3 - Forberedelser
        Kenya stod foran orkhøvdingen Alg'ban der for få år siden havde generobret Odotyl fra Elviens elvere. Han var sin klans stærkeste kriger, og der var kun to årsager til at denne elver fra Elvien var i live nu. For det første knælede hun for ham, og for det andet havde hun fortalt om en trussel som han næsten var klar over. "Dæmoner kommer og vil dræbe os alle," havde hun advaret. Det var lidt over en måned siden de havde fundet ud af det selv, sådan godt og vel, hvis han selv skulle sige det. De havde haft en gruppe på plyndringstogt i Fel'van hvor de havde fundet en af klanens orker døende på en bakke. Hans ben var halvt bidt af, og han var næsten forblødt da de fandt ham. Khazun, havde været høvdingens højre hånd, var taget ud for at fange en sortelver som der var dusør på, flere sølv. Det eneste de fik ud af Khazun, var at de alle var blevet dræbt af en ulv der var dobbelt så høj som han selv, og med glødende røde øjne. Det var derfor heller ikke svært for Kenya at overbevise Alg'ban om at sende sine krigere nord på og angribe Thyrien.
        Flere timer gik førend luften atter flimrede på landsbyens plads og Lycos trådte frem. Stanken af gobliner hang på hans rober. Han tog sig til hovedet, "Kenya, jeg foragter gobliner," startede han. "De har en eller anden mærkelig overtro i Gaarblun, om at de alle har været døde i Thyrien, og at Gaarblun er livet hinsides," sukkede han. "Efter at have vist dem lidt simpel trolddom, er de dog overbevist om at jeg er Morcs sendebud, og at selv hvis de dør i Thyrien, vil de blot vågne i Gaarblun igen." Kenya tænkte at selv sådanne fanatiske krigere måtte være brugbare. Gaarbluns befolkning lå på godt 70.000, og heraf godt 25.000 kampdygtige, formodede hun. Alg'ban ville stille et større antal til rådighed, ikke et antal orken havde oplyst hende, men hans hær af krigere der indtog Odotyl for et par år tilbage. Næsten 80.000 orker, hvis Kenyas informationnetværk var at stole på, og Alg'ban havde allerede sendt ryttere ud til landets skanser, byer m.m. for at mønstre hæren. De ville selvfølgelig ankomme lidt spredt, og derfor angribe i bølger. Det passede Kenya fint, da de så kunne distrahere af flere omgange.
        Kenya kiggede nærmere på Alexis. At sige at han så hærget ud ville være en underdrivelse. Drænet for liv ville passe bedre, og hun kunne ikke huske han nogensinde havde været så dækket af ar. Lycos bemærkede hendes bekymrede blik og forklarede hvordan, da alarmerne lød aftenenen før, havde instituttet givet ham et artefakt der kunne holde ham i live uanset hvilken skade der blev ham påført, og som hurtigt helede hans sår, omend ikke perfekt. En sidegevinst var at han havde været i stand til at aktivere det til et niveau hvor han kunne kalde endnu mere magi frem end normalt, og blot endda uden riter. Kriell havde dog taget artefaktet mens Alexis var i gang med at evakuere befolkningen og hvorpå Alexis blev slået ud gennem portalen. Det havde været nødvendigt for ham at tilbringe flere timer i instituttets afdeling for helende og restituerende magier for at være på benene nu. Kenya sikrede sig at Alexis var klar til at fortsætte, og beordrede ham tilbage gennem portalen til Gaarblun, hvor hun selv fulgte efter.

Jens Jakobsen
Spilmester og kasserer

Denmark
1045 Poster

Skrevet - 31/10/2017 : 17:53:19

Kapitel 4 - Første alter
Kenya havde aftalt med orkhøvdingen hvor solen skulle stå på himlen når første angreb blev indledt, og Kenya stod nu i bjergpasset mod Thyrien fra Gaarblun med de 20.000 gobliner Alexis havde fået samlet til hvad der skulle ligne en hær. Første bølge af orker skulle allerede nu have indledt et angreb fra syd, og Kriell ville have haft tid til at sætte ind mod dem, hvilket gerne skulle give minimal modstand ved første alter. Hun gjorde tegn til Alexis, der signalerede videre til hæren der straks ledte angrebet mod Kronstad. Kort efter stod de ved alteret der, selv i dagslys lyste med en indre glød der kunne ses på lang afstand. Lyset pulserede som hvis det trak vejret. Alexis gik straks i gang med at klargøre en portal til det sydøstlige alter, mens Kenya begyndte at velsigne alteret i Aigles navn og rense det for hvad hun formodede var en dæmon indlejret i alteret.
Kriell så ud over de faldne orker. Værnet havde set dem marchere mod den sydlige grænse og Kriell havde sat stort ind. Af de omkring halvtreds dæmoner på øen, var der nu sat 6 ind mod orkerne. Astrid sad ved hans side og logrede mens de sidste af orkerne blev rundet op og slagtet. Han nussede Dronningen bag øret da en vagt kom løbende nord fra med nyt. Kronstad var under angreb af gobliner. Der var et par dæmoner i byen, nok til at holde stand, men hvis der var nok af dem ville de kunne nå at lave en del ravage. Han kiggede på Astrid der begejstret rejste sig og satte i fuld fart tilbage til Kronstad for at flænse gobliner. Han satte roligt efter sin Dronning for at nyde synet af hende lege med byttet. Han var nået forbi Qhrofu og det centrale alter da han mærkede det - en bølge af energi der rullede over ham og væk. De andre dæmoner havde også mærket det. Han var ikke i tvivl; det nordvestlige alter var koblet af. Han satte ind i al hast mod dette for at finde ud af hvad der var sket, og kommanderede de andre dæmoner i det sydlige Thyrien til at sætte mod det ligeledes.

Jens Jakobsen
Spilmester og kasserer

Denmark
1045 Poster

Skrevet - 01/11/2017 : 13:50:45

Kapitel 5 - Andet alter
        Elverdronningen trådte efter Alexis gennem portalen til det sydøstlige alter. Heller ikke denne gang var alteret bevogtet. Qhrofu var ikke langt væk, og de kunne se dæmonerne storme forbi den anden side af den gamle ork-lejr. Hun begyndte endnu engang på velsignelser og renselse, mens Lycos begyndte at lukke portalen fra det første alter så de ikke kunne forfølges derfra.
        Kriell fejede en goblin kriger til side så han blev smadret mod et træ. Han var nu tæt nok på til at kunne se alteret - der ikke længere lyste op i træernes skygge. Luften flimrede ved siden af alteret, men inden han nåede derhen til holdt det op. Lycos og hans pokkers portaler bandede Kriell til sig selv. Det ville tage flere dage at få det aktiveret igen - men Alexis kunne vel ikke have lukket for det selv? På den anden side, halskæden han havde stjålet fra Alexis natten forinden havde han ikke forudset, så måske havde han noget med sig der kunne sørge for det. Han ville helt sikkert angribe det centrale alter, så var det jo bare at vente på ham der.
        Alexis fortrød at han ikke havde haft tid til at genvinde sine ladninger af teleport formularerne. Et par timers meditation ville kunne gøre det, men der havde ikke været tid, hvilket så betød at han nu var begrænset til portaler, og af dem havde han kun én ladning tilbage - og den var han i færd med at benytte. Kenya ville snart være færdig med at rense dette, og han var lidt bagud fra at blive færdig. Til dels på grund af at den anden portal skulle lukkes først, men også på grund af udmattelse. Den pulserende glød fra alteret døde og han havde stadig lidt tid til at han blev færdig selv.
        Endnu en bølge skyllede over Kriell. Så var det andet alter også blevet deaktiveret. Dæmonerne havde travlt med at bekæmpe de sidste gobliner, og endnu et angreb af orker syd fra. Dette var dog det vigtige alter - de andre stod som mindre bindeled til altrene i Ethylfrid og Gaarlod. Deres foremål var at fokusere energierne, men så nødvendige var de dog ikke. Hoved alteret han nu stod ved var dog forbundet til tågeriget, hvorfra Malum nu sendte dæmoner op. Og det var gennem det at kraniets effekt blev forstærket så det ikke kun var i området hér at han kunne kontrollere dæmonerne. Det kunne være han skulle tage det Lycos brugte til at lukke ned for altrene fra ham, og bruge det mod Malum. Luften bekyndte at flimre lidt foran Kriell og han trådte gennem portalen med sit sværd trukket.

Jens Jakobsen
Spilmester og kasserer

Denmark
1045 Poster

Skrevet - 01/11/2017 : 14:55:29

Kapitel 6 - Sidste alter i Thyrien
        Kenya kiggede på mens Alexis fik de sidste symboler på portalen og færdiggjorde riten. Så snart han var færdig trådte hun gennem portalen. Alexis rejste sig og opdagede til sin gru at han nu så Kriell direkte i øjnene. Jarlen tøvede ikke men drev straks sit sværd gennem Lycos med sådan kraft at det trængte både gennem ribben og rygsøjle. Troldmanden væltede bagover, hans ben reagerede ikke, og han kunne mærke livet dræne ud af sig hurtigt. Kriell lænte sig over ham med et smil. "Sagde jeg ikke at jeg ville slå dig ihjel?" Verden omkring Alexis blev gradvist mørkere, som om skyggene samledes om hans øjne. Han kunne kun svagt fokusere gennem smerten - en sidste formular skød forbi Kriell og lukkede portalen. Halskæden der havde holdt ham i live gennem nattens gru dinglede nu foran hans øjne. Et lille sidste håb. Han rakte ud efter den, og hørte Kriell. "Sådan en magt bør end ikke guderne have." Kriell flåede smykket fra hinanden og begyndte at gennemsøge den døende troldmand for spor af hvad han havde brugt til at afkoble altrene. Et fjernt minde nåede Alexis mens han lå følelsesløs på jorden. Et minde om indre skygger der havde taget kontrollen over ham ved Dommedag - en dag han aldrig havde oplevet - men hvor Alampes' galskab havde grebet menneskene og han havde forsøgt at myrde uskyldige. Forvirret indfandt han sig nu i en mørk grotte. En mørk stålbefattet trædør inviterede til eventyr, og en anden var oplyst af glødende tekst og pile der bad ham træde inden for.
        Hun havde været godt i gang i længere tid da Kenya bemærkede at Alexis ikke var fulgt med og portalen var lukket. Hun stod alene i det åbne og kunne se hvordan en af de store dæmoner slyngede gobliner til højre og venstre. Den måtte være lige så høj som bymuren tænkte hun mens hun forsøgte at koncentrere sig om at gennemføre den tredje velsignelse, der ville forstumme den dæmon som var en del af alteret. At jorden så småt begyndte at ryste som hvis noget tungt blev hamret mod den, og at dette blev gradvist mere og mere, kunne hun ikke fokusere på nu - for hvis hun ikke fik afblændet dette alter ville alt måske være tabt. Hurtigt videre til næste rite.
        Kriell indså at troldmanden ikke var i besiddelse af noget der kunne forklare hvorfor altrene var blevet deaktiveret. Kunne nogen være trådt gennem portalen samtidig med ham selv? Ville de så ikke være stødt ind i hinanden? Gennem kraniet bød han samtlige dæmoner i Thyrien sætte kurs mod det centrale alter. Han kunne mærke en rytmisk banken i fødderne og mens han selv havde høj fart og kurs mod alteret så han noget tårne over Elviens træer. En dæmon han ikke havde kontrollen over? Det kunne det ikke være, for den havde også kurs mod alteret. Det måtte være en dæmon der var blevet vækket, lige som fisken.
        Fjerde ritual færdigt. Kenya kiggede op for et kort øjeblik og så den kolossale dæmon storme mod hende med en goblin hængende livløst ud af munden. Hun kunne umuligt klare det sidste ritual inden den nåede herhen, og rystelserne var nu så graverende at hun havde svært ved at fokusere på sin rite bog. Hun kiggede bagud på hvad der gav disse rystelser der nu var en øredøvende torden. Hun kunne ikke se hvad det var, blot at det var et stort massivt væsen der nu skyggede for solen mens det havde kurs direkte mod hende. Der var ikke mere hun kunne gøre. Hun ville blive tværet ud her i sidste øjeblik. Kolossen var nu meget tæt; og hun lukkede øjnene i frygt.
        Kolossen løb direkte hen over hende, og jord og græs føg hende om ørene. Hun hørte et øredøvende hyl bag sig, og et vådt klask ved sin side. Hun åbnede forsigtigt øjnene og så ned ved hvor klasket lød fra. Dér lå en halv goblin. Hun vendte sig mod hylet, og så kolossen med halvdelen af den store dæmon i hver hånd. Omkring hende skød jord og sten op og dannede en mur. Hun var ikke sikker på hvad det var som kom hende til undsætning, men hun kunne ikke spilde tiden - femte ritual.
        Kriell så den nu klart for hvad det var. En gigantisk jordelemental - men ikke én han havde mødt i Thyrien før. Terra, havde den anden kaldt sig, men denne var nok tyve mand høj, og havde en pelset hale? En løbende, behåret, klippe havde nu sat sig mod ham og dermed Malums planer. Legenderne fortæller om krigen mellem guderne og elementalerne, så mon dette kunne vendes til Kriells fordel og endelige mål? Gløden fra alteret forsvandt mens mure af sten skød op omkring det. Det kunne være lige meget, såfremt denne skabning kunne vendes at bekrige guderne, så han satte kursen mod kolossen - alteret så trods alt også ud til at være godt beskyttet nu så det var nok ikke i fare.
        Gorgoren, den magi-slugende dæmon, som Kriell havde hidkaldt et år før og spærret inde i fangekælderen, havde nu bidt sig fast i kæmpens finger, der nysgerrigt løftede den op, og slyngede den tilbage i byen. Kriell var nu tæt nok til at se Astrid og kaldte hende hen til sig mens han tiltalte elementalen - spørgende om hvem den var, og hvorfor den modsatte sig gudernes plan. I samme nu mærkede Kriell det sidste alter tabe energien - og hvor han havde set ud fra mange dæmoners øjne over det nordlige Tyrien, var der nu mørkt. Kraniet i hans hånd splintredes og faldt fra hinanden og al den energi han selv havde givet alteret forsvandt - han følte sig atter svækket og kontrollen over dæmonerne forsvandt. De mest dyriske af dem angreb hvad end der var tæt på da den orden som havde beroliget deres sind nu var væk - mange angreb hinanden da den farlige ting ved siden af dem helt sikkert ville overfalde dem. Kriell sank bevistløs til jorden, og Astrid lagde sig op af ham.

Jens Jakobsen
Spilmester og kasserer

Denmark
1045 Poster

Skrevet - 01/11/2017 : 15:31:41

Kapitel 7 - Epilog
        Murene omkring Kenya sænkedes blidt tilbage i jorden og hun så nu det kæmpe klippe-dyr foran Kronstad. De fleste dæmoner lå nu døde hen, men til hendes overraskelse lå både Kriell og varulven nær bymuren. Forbløffet spurgte hun til hvem væsenet var, som nu var kommet og havde hjulpet hende i sidste øjeblik. Elementalen kiggede ned på hende og satte sig på hug. "Jeg er," startede den langsomt og kom med lyden af kontinental drift, to tektoniske plader der kører forbi hinanden, "men I kalder mig Knirk." Han rejste sig igen og kiggede mod øst. "Jeg tager mig af dæmonerne denne vej, så lukker du hullerne," sagde han og trådte over bymure med kurs mod Gobostan.
        Kenya havde hørt om Knirk før, men havde aldrig set denne beskytter af Verden, der skulle hvile i Elviens skove. Der lød et pop bag hende, og hun vendte sig mod lyden. Der stod to af Lycos' kolleger fra Trolddomsrådet, den ene med Lycos' bog, badet i blod. Hun blev trist ved synet af den, men ikke overrasket. Hun forklarede de to ærketroldmænd hvad der var sket, og bad dem tage Kriell og Astrid i forvarring, og have dem teleportere hende efter elementalen der nu var en silhuet i øst, samt sætte ind med fuld kraft på hvad der måtte være i Ethylfrid.
        Flere dage gik førend de sidste altre var blevet lukket, og befolkningen vendte tilbage til Thyrien. Alg'Ban var kommet med sidste bølge til Thyrien og var knotten over at han ikke fik kæmpet mod dæmonerne. Endnu flere dage førend de sidste ligafbrændinger var overstået. Azmon - mennesket der havde trænet Elviens hær, havde nu taget magten i Kronstad da der igen ikke var nogen regent i Thyrien. At Kriell havde sendt sin sheriff Azmon til at hjælpe hende havde hun stadig svært ved at forstå, men meget af hvad hun nu havde kunne lære om Kriell virkede til at være planer vævet i andre planer. På trods af sin position som ypperstepræst for Malum, havde han virket meget lidt begejstret for at Malum var kommet til Thyrien måneder tidligere. Hun havde selv haft en konfrontation med Malum og det havde bestemt ikke været noget hun brød sig om.
        Altrene stod nu fredlige hen, og Trolddomsrådet havde haft tid til at studere dem. De var stadig fulde af magi, og de mente at noget godt måtte kunne komme af dem - omend de var ikke sikre på hvad - men det måtte studeres nærmere over den kommende tid. Indtil videre ville de lægge begravet for ikke at blive genvækket som dæmon portaler. Knirk havde hun ikke set siden han kvaste den sidste dæmon og hun havde velsignet alteret, og Kriell og Astrid var nu i Amarith hvor ypperstepræster og ærketroldmænd studerede dem, som var de sjældne dyr. Tronsalen, deres hjem og Kriells værksted var hurtigt blevet plyndret, og blandt andet Kriells alkymi-noter var forsvundet, og det blev opdaget at flere steder i deres hjem var Malums tegn malet og gennemboret med en daggert så dybt at ingen havde kunne trække dem ud.

Du har ikke deltaget i denne konkurrence.
Se vindere.