Verdener

Illustreret herunder:

Alle rigerne set fra "siden."

Alle rigerne set i perspektiv.

Alle rigerne set fra retning af Livsriget.

Alle rigerne set fra retning af Drømmeriget.

Thyriens gudekreds

Beskrivelse af guderne:

• Aigleh Lyset Den Troskyldige	• Akesis Heleren Ellepigen	• Alampes Skyggen Kimæraskaberen
• Alkah Styrken Jægeren	• Efesos Magien Troldmanden	• Enupniazo Drømmen Hyrdinden
• Kaalam Visdommen Arkivaren	• Knirk Den Tålmodige Jorden	• Malum Tyven Dæmonherren
• Masune Smerten Illusionen	• Mehnas Månen Den Vågende	• Morc Krigen Striden
• Mortis Dødsaspektet Den Sjæleløse	• Nixao Døden Sjæledommeren	• Oulos Helheden Verdensfaderen
• Pélwer Potentialet Profeten	• Satra Rigdommen Den Gyldne	• Segara Havet
• Thyroma Ødelæggelsen Ormen	• Uzuri Kærligheden	• Zimara Skovens Vogter Den Dyriske

Og lidt på samme niveau som guderne er Elementerne. Navnene benyttes også af Elementernes efterkommere, elementalerne:

Skabelsen af Verden, guderne og livet.

I begyndelsen var der kun Oulos. Men Oulos kedede sig og deltes til de Seks Riger. Hvert rige fik forskellige dele af Oulos. Lysriget fik tanker, Elementriget fik energi, Fantasiriget fik kreativitet, Livsriget fik adspredelse, Skyggeriget fik sjælen, og Dødsriget fik hvile.

Rigerne var boblende af Oulos energi, og nogle bobler flød frem og tilbage mellem rigerne. Livet kom til Elementriget, og delte den massen i fem aspekter; Luft, Vand, Ild, Jord og Energi. Således kom der også inspiration og magi i Lysriget. Da disse blev blandet opstod Mortis, den første af guderne. Siden boblede også sjæle til Lysriget, og de andre guder opstod: Efesos, brødrene Aigleh og Alampes, Pélwer og Enupniazo, Satra, Akesis, Alkah, Morc, Masune, Malum og Mehnas.

Efesos og Masune åbnede en dør til Elementriget for at guderne kunne nyde endnu mere af den rå magi, men det var Elementerne ikke glade for, og en lang krig begyndte. Da krigen omsider var slut, var Elementerne fordrevet til Livsriget. Dette var ikke andet end kaos og vandrende sjæle, men Elementerne samledes om at skabe Verden.

Da Verden blev skabt, splintrede Elementerne. Fragmenter af dem vandrer rundt, eller ligger i dvale; disse kaldes elementaler. De har hver i sær stærke magiske kræfter, og er fredelige væsener der ynder at se liv på den verden de har samlet i fællesskab.

Efter Elementerne og guderne sluttede fred, rykkede de almægtige guder ud i rigerne. Efesos, Masune og Pélwer i Elementriget, Mortis i Dødsriget, Alampes og Malum i Skyggeriget, Morc, Satra, Alkah, Akesis og Mehnas i Livsriget.

Arternes oprindelse

På deres rejse ned gennem Rigerne, fik Mortis, Alampes og Malum trukket magi ned i Skygge- og Dødsriget. I Skyggeriget gav det sammensmeltede sjæle med magiske kræfter. Dem vi nu kalder dæmoner.

Elementerne havde allerede skabt planterne da guderne kom til Verden, der var grøn og frugtbar. Akesis og Alkah skabte dyrene i naturen med sjæle de fik fra Alampes, og undervejs blev Alkah forelsket i Akesis, men vidste ikke hvordan Han skulle håndtere det. For at imponere Akesis, skabte Alkah en ny race der lignede Akesis; skovtroldene.

Men skovtroldene, spiste dyrene, og besad Alkahs talenter for jagt. For at beskytte dyrene og passe planterne, skabte Mehnas og Akesis elverne. Satra skabte dværgene i hulerne hvor de kunne tjene ham ved at finde guld. Morc skabte goblinerne af alger og tang i det sumpede marskland, mest til hans egen morskab, for at se dem slås, og bekrige hinanden, over den begrænsede føde.

Alkah, havde været på jagt på de åbne stepper da han mødte en gruppe omflakkende og sultne gobliner. Han delte ikke sit bytte med dem, men gav dem i stedet styrken til selv at jage; og således opstod orkerne.

Elvernes splittelse

Elverne blev velsignet af Pélwer og levede i lang tid i fred og balance med naturen indtil de mødte de vilde orker. I flere tusinde år var de i konstant krig. En af de mere krigeriske stammer vandt en stor sejr over orkerne imod overvældende odds.

Sejren vakte interesse hos Masune, der tilbød krigerne nogle magiske krystaller, som Hun foregav ville varsle hvis der kom orker igen. Men Masunes trolddom sev ud af krystallerne og gjorde elverne mørke, bandt dem til Hende og Hendes vilje. De fik magiske tegn i ansigtet, og hvervede flere og flere elvere til Masune, gerne ved at tage de andre elvere til slaver først. De rene elvere flygtede, stærkt forfulgt af Masunes sorte elvere. En lille håndfuld elvere blev reddet væk til Lyssriget fra en massakre af Aigleh. Flugten førte elverne bag orkernes område, og først da slap de væk fra sortelverne, der gik i orkernes fælder. Fred kom atter til disse oprindelige elvere, og de kunne atter tage tid til at arbejde med at skabe kunst og pleje dyr. Freden holdt i flere tusinde år, for orkerne holdt afstand til elverne, ud fra mindet om hvordan deres egen hær havde lidt et æreløst tab til elverne for længe siden, og elvernes eneste anden fjende, sortelverne, var på den anden side af orkerne. En skæbnesvanger festnat blev elvernes land invaderet af Alampes' skygge-dæmoner, og de var tvunget til at flygte over havet til en lille ø - en ø vi nu kender under navnet Tyrien. Dæmonerne havde fulgt dem over vandet men blev til sidst drevet bort af spøgelset fra elvernes faldne højpræstinde Calaera. Men Tyrien var allerede en sortelver koloni, og nu var de blevet rigtig sorte. Men efter flugten fra dæmonerne var elverne rede til kamp, og i løbet af ganske få år var sortelverne på øen dræbt - hver og en. Fred kom atter til elverne, men sejren over sortelverne havde kostet dem deres udødelighed. Nogle så vejen tilbage til udødelighed ved at lære den stærkeste trolddom, de ville lære fra elementalerne og Efesos, andre ved at give sig hen til harmoni og beskyttelse af naturen. De der lærte af Efesos og skilte sig mere og mere ud fra de andre elvere ved blandt andet at bygge byer og leve adskildt fra naturen. I byerne blev de højere, og nærmere guderne - de høje elvere trak senere væk fra Tyriens nordlige kyster. En enkelt stamme så begge som den gyldne vej og førte dette i deres samfund; byggede byer, tillærte trolddom, men levede i harmoni med naturen. Over årtusinder blev disse til særskildte elver racer, lyselverne hos Aigleh, skovelverene i naturen, højelverne i byerne, og stjerneelverne.

De, nu, ni racer levede adskildt men relativt fredeligt, og handlen mellem dem begyndte at blomstre. Især de hårdtarbejdende dværge kom vidt omkring, hvor nogle en dag trodsede Satra, deres skaber. Satra forbandede dem med højde så de ikke kunne være i de gamle mineskakter mere. Disse forbandede dværge blev kaldt mennesker. Nogle af menneskene var ligeglade, for de kunne stadig opnå rigdom gennem handel og hårdt arbejde, men andre blev forbitrede og hævngerrige. Deres søgen efter rigdom bestod i at tage den fra andre, og de blev udstøt fra menneskenes byer. Dog tog det dem lang tid at finde et niveau af civilisation der kunne måles med de andre racer.

Stjerneelverne udrydes hen mod slutningen af dragekrigen, og kort efter dens slutning skabtes Zimaraelverne.

Vampyrene skabtes senere ved et uheld - et forsøg på at genoplive en menneskekonge lang tid efter hans død.