| Oversigt over bøger. |
Idéen til historien her kom i december 2017. Jeg var ved at se en anime - der ikke er relateret eller inspirationen til historien - da denne tanke strejfede mig: Hvad nu hvis jeg skrev en børnebog. Jeg har i årevis overvejet at skrive en gyser-julekalender, men at sætte tid af til at skrive den føljeton finder jeg svært. Men en børnebog? For de som kender mig, som spilmester, er det ikke en fjern tanke at jeg blander makabert med humor, eller går fra den ene ekstremitet til den anden, og jeg har i løbet af 2017 skrevet et par historier som spillerne har værdsat. Så, hvad nu hvis…
Jeg skrev første afsnit og sendte det til min ven Stefan, der er holdleder og formand i rollespilforeningen. Han kaldte den morbid, hvilket langt fra er afskrækkende. Sidst på måneden, i et lille hygge-rundt-om-bordet-spil afprøvede jeg så præmisen for historien hvilket var ganske underholdende.
Historien her frigives kapitel for kapitel over sensommer og efterår, 2018.
Dér er et barn. Barnet løber. Se barnet løbe. Barnet løber over marken. Se barnet, smurt ind i blod og sod, løbe i panik over marken, med tårer og snot drivende fra ansigtet mens landsbyen brænder bag ham og resten er af indbyggerne er dræbt af en hær af udøde. En svag gnist blev tændt i hovedet på den ene af disse udøde. Han kiggede ud over marken med en høtyv i hånden, og et sværd i brystet. Manden der havde sat sværdet igennem ham lå nu for enden af høtyven. Indtil for få øjeblikke siden, havde denne udøde ikke haft bevisthed. Han kunne huske ord, men der var ingen minder fra hans tid, som levende person. Han kiggede sig omkring. De andre i hæren var ved at høste kropsdele til maneren - den troldkarl, der bragte de døde til live - eller til ulive. Gaden flød med blod, og han stod i en større samling af det selv. Hvad var det han var i gang med? Ordren var væk. Ingen instruksioner. Ingen andre stemmer end hans egen var at høre i kraniet. Han satte sig på hug og kiggede ned i blodet. Flammerne fra de brændene huse, og månen på himlen gav lys nok til at han kunne se sit spejlbillede. Et skelet. Han kiggede på den døde ved sin side og forsøgte atter at huske hvad han skulle gøre nu. Han trak sværdet ud fra mellem ribbenene og kiggede forvirret på de andre udøde. De måtte være hans folk, men... hvad var det de skulle gøre? De andre skar ganske uceremonielt de døde op, og trak et organ ud. Bugspytkirtelen? Han gik hen for at spørge.
Hans medsoldat i den udøde hær reagerede ikke på spørgsmålet, og heller ikke på at han blev rystet på skulderen så hans overarmsknogle nær var faldet ud af soklen. Hvis han havde haft øjne, ville de have vist hvordan han var fokuseret på den éne opgave, at finde og flå målet ud, og helst intakt. Skelet hånden samlede sig omkring kirtlen og rev den ud af bugen på den nyligt afdøde. Soldaten rejste sig med den og gik hen til en gruppe andre der alle stod med en dryppende bugspytkirtel i hånden og afventede nye instrukser fra maneren. Selv besluttede han sig for at følge trop, og gik hen for at tage kirtlen fra hvad han formodede var sit eget offer, men i modsætning til de andre, brugte han sværdet til at skære sig vej til organet og frigøre det fra dets ejer. Han stillede sig hen til de andre og afventede mens han forgæves prøvede at komme dem i tale. Han indså at han måske var anderledes end dem, om end han ikke var sikker på om det var en god ting eller ej var han ikke sikker på. Inden længe var alle samlet på tre rækker, og de begyndte at marchere langs vejen ud fra landsbyen. Han kastede et sidste blik mod hvor han havde set barnet løbe, hvor røgen fra landsbyens brændende huse rullede roligt. Han huskede svagt at han engang havde haft et navn, og at navne blev brugt for at kende personer fra hinanden - han burde tage sig et navn selv, og hvorfor ikke dette; Mark.
Hæren af udøde marcherede utrætteligt og uden hvil i flere dage. De passerede gennem en port i en høj stenmur. Fluer sværmede til og fra kirtlerne, og de i hæren der ikke var helt uden kød. Ravne og andre fugle hjalp sig til de udødes øjne, de få der var tilbage, og andre bløde dele, selv om de ikke var glade for at lande på disse omvandrende fugleskræmsler. Porten ledte ind gennem gange til en åben gård foran et slot. Et stort messingfad var placeret midt på gårdspladsen og fra fadet stod grønne flammer. De gik hen til fadet, én efter én og lagde kirtlen i ilden, og for hver gang blussede det op i et lilla skær. Mens de lagde bugspytkirtlerne op i messingfadet, kom en skikkelse frem på en balkon på slottet. Det måtte være maneren der kontrollerede de andre, konkluderede Mark. Maneren så veltilfreds ud og da den sidste kirtel var gået op i lys lue, rakte han hænderne ud og fremsagde nogle ord. Ilden steg fra fadet op i luften og skiftede en sidste gang fra grøn til lilla, hvorefter den skød afsted over muren i retning af landsbyen hvor Mark var kommet til bevisthed. Maneren trak inden for igen, og de udøde stod med deres blanke udtryk, og afventede blot deres næste instruksioner. Mark forsøgte endnu engang at kommunikere med dem, men uden held. De måtte simpelt hen være uden nogen form for tanker.
Mange dage var gået, måske en måned eller to, og ingen havde bevæget sig fra hvor de var efterladt uden instruksioner, bortset fra Mark der havde forsøgt flere gange at tale med dem. Maneren havde han ikke set i nogen tid, og det eneste der var sket siden ilden fløj væk, var at de tidligere ejere af kirtlerne nu stod her sammen med dem. Mark var efterhånden blevet træt af at ikke have nogen at tale med, og havde endda forsøgt at komme ind på slottet for at tale med maneren, men havde opgivet at komme gennem porten videre ind gennem slottets forsvarsværker. Han tænkte atter tilbage på drengen der løb over maken. Måske havde han alligevel noget til fælles med de levende. Måske kunne han snakke med dem. Mark vendte sig mod porten og drog af sted.
Solen stod højt på himlen og hans afblegede knogler var synlige på lang afstand da han nærmede sig landsbyen igen. Den så anderledes ud nu hvor den var brændt ned, og blodet var vasket bort af regn. Han gik hen til stedet hvor han havde opnået bevisthed og kiggede sig omkring. Der var nogle fodaftryk i jorden, aftryk fra da jorden var våd af regn. Ikke mange, men de kom syd fra, og forsvandt samme vej igen. Han overvejede at gå efter dem for et øjeblik, men satte så kurs over marken hvor drengen havde løbet. Sporene fra drengen var vasket væk, og Mark gik i flere timer inden han nåede til en landevej, hvor han fulgte vejen mod solen. Endnu et par timer førend en ny landsby dukkede op i bakkelandskabet.
Efterhånden som han nærmede sig begyndte han at høre skrig og råb fra landsbyen, og nogle af indbyggerne stillede sig op med hvad de havde af våben; økser, greve, buer, spader og kæppe, og hurtigt herefter begyndte et de at skyde pile efter Mark. Han forstod en hentydning, og løb væk så hurtigt han kunne ad vejen, og så snart han så en lille skov satte han kurs mod den og gemte sig dér. I det mindste havde de da reageret på hans tilstedeværelse, og ikke bare stået og gloet ud i luften som hæren havde gjort. Men, hvordan skulle han få dem i tale, når han ikke kunne nærme sig? Han ventede i en busk til det blev nat og gik så af sted gennem skoven. Efter lidt vandren bemærkede han et lys i skoven. Han nærmede sig forsigtigt og kunne, gennem skovbundens krat, se et par silhuetter ved et bål.
Lydløst, havde Mark sneget sig op til en busk som han nu gemte sig bag ved. Han kunne knap nok skimte gennem den, og se omridset af 2 mænd - men... havde der ikke været tre skikkelser da han først opdagede bålet for et øjeblik siden? En kvindestemme lød bag ham. Hvem er du... HVAD?
De andre to vendte sig mod busken og løb hen. Mark smilede. Ikke at han havde noget valg med et bart kranium. Hej?
Hun løftede sit sværd og skulle til at bringe det ned over marks hoved da den ene af de to mænd stoppede hende. Vent, et skelet der kan tale? Den er ikke som dem vi så tidligere.
Og det skulle gøre den mere sikker at være i nærheden af?
spurgte hun. Måske, men vi kan binde den i tilfældet af den ikke er.
Der lød hastige fodfald mens den tredje løb hen til bålet og hentede tov. Hænderne om på ryggen!
instruerede kvinden. Mark fulgte ordren, og kort efter sad han bundet på arme og ben nær bålet. Er der andre af jer?
forhørte kvinden sig? Nej,
svarede Mark, jeg er ret sikker på de andre ikke er som mig.
De tre udvekslede blikke. Så der er flere som dig, eller der ikke?
Altså, de andre er ikke...
Marks stemme forstummede et kort øjeblik mens han ledte efter det rigtige ord, vågne? Du kan tale til dem, men de reagerer ikke.
Forhøret fortsatte langt ud på natten, førend de tre eventyrere følte sig nogenlunde overbevist om at skelettet ikke var til fare for dem. Endelig introducerede manden der havde hindret Marks død sig, jeg er Kiranc, druide og lederen for denne lille gruppe, Margró dérovre siger ikke så meget, men er ganske ferm med et par knive, reb, som du nu har mærket, og vores kok, og sidst men ikke mindst, den fagre Jenattane,
han fik en skarp albue i siden af kvinden, som kan slå en proper næve og kløve folk.
Jeg kalder mig selv for Mark,
sagde Mark, jeg ved ikke om der er noget jeg er god til.
Kiranc og Jenattane smilede lidt ved selvnedværdigelsen, og en stilhed faldt over gruppen for en kort stund, som blev afbrudt af et højt klap fra Margró. Han gav nogle tegn med hånden til Kiranc, og Kiranc spurgte om Mark ville have lidt at spise. Jeg føler ikke sult, og,
han kiggede ned af sine ribben, jeg er ikke sikker på det ville være sjovt at se.
Jenattane fulgte hurtigt op med en kommentar at han så ville være billig i drift hvis hun forstod Kiranc ret. Kiranc nikkede og kiggede på Mark, vi er eventyrere, og er nogle gange nødt til at ty til alternative måder at skaffe penge til mad på. Du er velkommen til at rejse med os, hvis du vil.
Mark takkede ja, og to af de tre levende lagde sig til at sove mens Jenattane holdt vagt.
Morgenen kom, og mens Kiranc og Margró stod op, og begyndte at pakke lejren sammen, fik Jenattane sig en lille lur. Det var også på dette tidspunkt at de indså at Mark stadig var bundet. Først hen ad midt på dagen efter et lille måltid for eventyrerne, var alt klar til dagens vandring. Kursen var sat gennem skoven, mod en afsidesliggende mine, hvor spøgelser efter sigende skulle vogte over en gammel skat. Efter flere timer i åben skovbund, gjorde Jenattane tegn til de andre om at stoppe hvor de var, og forholde sig stille. Mens suste hun selv lydløst gennem skoven. En halv time senere var hun tilbage og gruppen fulgte efter hende i en anden retning. Efter få minutter var de ved en sti i skoven. Der var tæt buskads op af stiens sider her, og hun forklarede at en gruppe af fire højelvere var på vej med pakæsler. Kiranc formulerede hurtigt en plan, og kort tid efter lå Mark midt på stien, med en læder taske knuget i den ene hånd, og en daggert liggende i den anden. Der lå han så og spillede død, altså mere død end han følte sig.
Det føltes som en evighed, og de kunne høre æsler og højelvere på længere afstand, mens de stødt kom nærmere. Så snart de var på stien mellem buskene, så de skelettet ligge med en taske. Den ene elver var hurtigt henne for at se om der var værdier i tasken, og trak nogle billige jernsmykker frem derfra. Med ét, satte Mark sig op, og råbte VE DIG TYV SOM RANER MINE SAGER! FØL MIN VREDE!
De fire højelvere var hurtigt væk langs stien, hvorfra de kom, men æslerne nåede ikke væk førend Kiranc og Margró havde grebet deres seletøj. Jenattane lå nu lidt længere henne ad stien, og knugede sig til maven, og lod et stor-skraldende grin lyde gennem skoven. Da hun endelig kunne stå normalt igen, var det ikke uden tårer i øjnene fra latteren, og den småklukkede hun med over de næste timer. Kiranc og Margró havde travlt med at gøre udbyttet op. Ikke dårligt, der var madrationer nok til en uge, og kobber nok til et par måneder på en kro. Dertil var lidt tøj, i højelver størrelse, og lidt nyt køkkengrej, men vigtigst af alt, de havde nu to pakæsler. Kiranc begyndte at dele pengene op blandt de fire, og Mark fik lov at beholde tasken til at have pengene i. Den slyngede han så over skulderen, og de satte atter kursen mod bjergene, og minen.
Det tog adskillige dage at nå minen, selvom de nu red to-og-to på æsel. Mark havde dog gjort opmærksom på at det ikke generede ham at gå, han blev trods alt ikke træt. Margró havde endda syet nogle af højelverklæderne om så Mark nu var påklædt, på nær hans bare fødder, hænder og hoved. De havde brugt det seneste døgn på at tyde Kirancs kort og finde indgangen til minen. Ikke langt fra indgangen stod et skilt, eller resterne af et, ædt af vind og vejr, hvor man netop kunne tyde navnet Rimhant. Den havde tydeligvis stået forladt hen i lang tid. Spindelvæv hang, som gardinder, langt ind og træbjælkerne brugt til at stabilisere loftet var flere steder gået til i forrådnelse. Flere sidegange var kollapset, og på trods af at have gennemsøgt hele minen, var der hverken skat eller spøgelser at finde. Der var dog tegn på tidligere ekspeditioner, i minen, som var gået galt. Blandt andet stak en enkelt fod ud fra under stenene i en kollapset gang, og en anden var måske faret vild i mørket, for ved siden af en rustet lanterne uden væge, lå et mumificeret lig med en rejsejournal liggende ved siden af. De samlede den op og læste den mens de drog tilbage til udgangen. I følge journalen havde den afdøde eventyrer set en lodret skakt i minen, og i den, en kiste der var faldet ned, eller kastet måske, men den var gået i stykker og en anseelig mængde mønter var spildt ud derfra.
De havde ikke set nogen lodret skakt endnu, men de havde været hele minen rundt, så det måtte være nede af én af de sammenstyrtede gange. De vendte tilbage til indgangen og satte lejr op for natten, fodrede æslerne og dem selv og da natten faldt på var de så trætte at ingen holdt vagt. Ja, altså på nær Mark, der ikke behøvede søvn. Han holdt dog heller ikke vagt, for han var blevet nysgerrig på minen.
Da morgenen meldte sig med fuglesang og skyfri sommerhimmel, begyndte trioen deres sædvanlige morgen routine. Mens de sad og gennemgik journalen nærmere bemærkede de at Mark ikke var blandt dem. De så sig omkring uden for skakten, men der var ingen spor af at han var draget væk, altså måtte han så være inde i minen. De kiggede på hinanden, enige om at han måtte være vandret tilbage ind i minen. Et par ubesvarede råb ind i minen efter ham, og de tændte lygten igen og satte ind i minen. De kendte vejen nu, så en gennemsøgning var hurtigere end udforskningen - men allerede ved den første sammenstyrtede gang, kunne de se at der var gravet hul - sten blokkene var flyttet og endnu engang blev kald efter Mark ikke besvaret. Jenattane kunne ikke finde frem til om Mark var kravlet ind, eller hvis han var, om han så også var kravlet ud. De lagde nogle af stenene i et mønster, så de angav hvilken vej udgangen var, hvis Mark nu var kravlet derind, og ikke var kommet ud. De søgte længere ned af hovedgangen, og endnu en af de sammenstyrtede gange var blevet gravet åben. Atter en gang gav deres kald intet svar. De gentog mønsteret med pile og satte videre ned i minen, forbi den mumificerede eventyrer.
Nogle sving længere gennem skakterne og de kunne svagt høre rumlen af rullende sten samt en munter nynnen. Mark?
kaldte Kiranc forsigtigt. Stenene holdt op med at rumle, og man kunne næsten høre tanken fra længere nede af gangen, hørte jeg nogen kalde?
Efter som der ikke blev kaldt igen inden for ganske kort tid besluttede Mark sig for, at det var der ikke, så han trak den næste sten ned fra den dynge han arbejdede på. Stenen skramlede ned langs resten af dyngen og larmede så det gav genklang i hans kranium. Det var næsten hypnotisk for Mark med den summen det resulterede i. Den næste sten blev sendt ned af dyngen, og det lukkede op for at Mark kunne kravle ind gennem det nyformede hul og videre ind i tunnelen. Først efter han var kommet igennem hørte han kaldet fra Kiranc. Ja?
kaldte han tilbage. Hvad laver du?
Mark tænkte et øjeblik - hvad var det han var begyndt på... ud over at søge i de afspærrede skakte. Han havde brugt hele natten på det og stenstøv havde samlet sig i alle hans led og hulrum. Det generede en anelse. Nå, jo, leder efter skatten!
Erklærede han ivrigt, mens lyset fra den anden side af hullet blev skarpere. Margró havde tændt en anden lampe og givet den til Jenattane, der var spinkel nok til at kunne kravle gennem hullet og ind til Mark. Hun syntes stadig at synet af et vandrende skelet ikke var hvad man skulle møde når man var i en forladt mine - men affandt sig med det. De to søgte længere ind i minen. Hvor mange gange har du gravet fri?
spurgte hun efter lidt tid. Mark kiggede blankt på hende mens han forsøgte at opgøre hans arbejde over de seneste 9-10 timer, måske 8,
svarede han, nogle var styrtet sammen bag de andre stenskred.
Det varede ikke længe førend de fandt en sprække i klippegrunden. Den spredte sig ud fra tunnelen, og var bredere end de ville kunne springe, og Jenattane kunne ikke se hvor dybt der var, eller hvor højt den gik, og heller ikke hvor langt til siderne den spredte sig. Det måtte være fra et kraftigt jordskælv, som måske havde forårsaget en del af sammenstyrtningerne. Hun kiggede tilbage på Mark, han var der ikke.
Mark -
hørte Mark fra den afsats som tunnelen udgjorde, hvor er du?
Det var endnu ikke gået helt op for Mark at de andre ikke kunne se i mørket, eller at lyset fra den lille olielampe ikke gjorde ham synlig for sin rejsefælde. Hernede,
svarede han, jeg tror det er hernede den er...
han forstummede et øjeblik mens han klatrede det sidste stykke ned. Der lå restene af en knust lampe, og en kvast kiste med mønter der spildte ud af på et lille plateau i klipperevnen. Han samlede hvad han kunde i sin taske og kravlede op til Jenattane igen. Der er en hel masse af disse,
forklarede han hende, mens han hev en broget blanding af sammenføjede mønter frem. Det var svært at se i lyset fra olielampen, men det var måske en klump irgrøn kobber, og nogle sorte skiver, som måtte være sølv mønter. De tog dem tilbage til Kiranc og Margró, der så nærmere på dem. Lyset i minen var ikke helt godt nok til de kunne genkende mønterne men mønter måtte det være, og de kunne sagtens have ligget dér i flere hundrede år. De tog dem ud af minen, og tog en lille stærk sæk, samt reb med ind i minen igen. Mens Mark og Jenattane så begyndte at trække sækfulde af metal op af klippespalten, udvidede Kiranc og Margró hullet så de lettere kunne komme igennem med udbyttet. Det var langt hen ad eftermiddagen da de endelig trådte ud med de sidste klumper af metalmønter.
Kiranc var den første der brød tavsheden mens de sad og kiggede på mængden af penge de lige havde hevet ud af minen, vi kan ikke bruge dem som de er, det er der ingen der vil tage som betaling, så...
Så hvad gør vi med dem?
Spurgte Jenattane og Mark samtidig. Gråsort støv lå som et funklende lag på alle fire. En dyb, raspende hæs, stemme kom fra Margró, alkymist.
Tjo, måske kan de adskille dem,
fortsatte Kiranc, Jeg kender en nede i Ariffor, som nok kan hjælpe.
Du mener Niklin?
spurgte Jenattane, er du sikker på-
Kiranc holdt en afvisende hånd op mod Jenattane, jeg er sikker på at hun ikke bærer nag. Hun har nok glemt det hele. Husk hvordan alkymister bliver når de går rundt i deres kviksølvdampe.
Han begyndte at læsse skatten op i pakæslernes tasker.
De satte kursen mod nord, gennem bjergskovene og standsede sidst på dagen ved en stille bjergsø hvor de skyllede stenstøvet fra minen af. Noget mere kompliceret for Mark, da en del af støvet havde samlet sig i hulrum i kraniet og mellem knoglerne. At vandet trængte ind i de porøse knogler havde han ikke forudset, og vandet trak endda stenstøv med derind, hvor det ikke kunne skylles ud fra. Så selv om han netop var kommet ud af vandet var han stadig ikke helt ben-hvid, som før, men lettere grålig, og små kvartskrystaller var nu indlejret så når solen ramte han knogler, glitrede de - især fra øjenhulerne hvor store mængder støv havde været samlet.
Nogle dage senere nåede de Ariffor. Mark gik med hætten så langt nede at ingen ville kunne se hans bare kranium, og med hænderne oppe i ærmerne med armene over kors. Folk i byen der så ham, troede han var en gammel afmagret mand. Der var en spænding i luften, som havde befolkningen i et greb af frygt. De fire eventyrere spurgte ikke ind til det men havde travlt med at nå frem til Kirancs alkymist ven. Skiltet hang over over døren, med en alembic og en flakse på. Velkendt tegn for en alkymi forretning. De trådte inden for. En klokke ringede da døren lukkede bag dem, og en kolbe med fluorescerende farver fløj gennem luften, direkte hen over Kirancs hoved, hvor den ramte væggen bag dem og splintredes. Væsken hang på væggen, og mens den sydede og boblede dér, forvandelde den en del af væggen til en slimet lilla klat, der stille gled ned til gulvet. Ups, den smuttede,
lød en bitter kvindestemme fra den anden side af lokalet, nej, hov, er det dig Kiranc? Det må du virkelig undskylde‽
Hej, skatter,
storsmilede Kiranc. Skatter? Virkelig? Efter tre år?
Hvis et blik kunne dræbe havde Kiranc nu været en klump lilla slim på gulvet. Har du den fjerneste anelse om hvad det kostede at få udbedret skaderne du fik forsaget sidst?
Niklin stirrede frådende på ham. Kiranc frøs fast på stedet. 42 kongenssølv. 42! Og nu dukker du bare op her ud af det blå og kalder mig skatter?
Kiranc løftede afværgende sine hænder, jeg har med så jeg kan betale dig...
Jeg hører et “men,”
afbrød alkymisten. Men, der skal nok arbejdes lidt for at få det fri.
Jeg vidste det. Der er altid et eller andet galt.
Kiranc frembragte en af metalklumperne, og i det irgrønne metalhav, var adskillige store, gråsorte, skiver at se, han lagde den på disken foran Niklin. Hmm.. ja, det ligner godt nok en samling gamle mønter, men...
distraheret fra at råbe af Kiranc for et øjeblik, lagde hun klumpen op i et glas kar, og hældte en væske ud over. En brun røg samlede sig i karet, og hun trak lidt væk. Det vil i ikke ønske at lugte til - lad os træde ind bagtil mens den arbejder.
Butikkens baglokale var indrettet med bogreoler, område til at arbejde og brygge, et lille køkken, og en trappe op til de private gemakker. De satte sig ved et bord nær bagvinduet der vendte ud mod gården hvor solen bagte ind på denne sommerdag, og varmede bordet. Niklin kendte både Jenattane og Margró, og havde ikke set nærmere på følgets fjerde medlem, fine handsker, kutte ned og dække ansigtet og rober der ikke skjulte at personen var meget afmagret. Niklin satte et 5 glas på bordet og at fyldte dem med øl. Små hvide og gule stjerner dansede nu rundt på bordet, reflekteret af noget - hun kiggede op, men kunne ikke helt se hvorfra så hun førte en hånd foran hvert glas for at se hvilket gav effekten. Det var det, som stod foran hende selv, og solen blev reflekteret i øllet, hvorfra det gik op under hætten. Hvem er jeres nye ven?
spurgte hun. Jeg kalder mig Mark,
sagde Mark. En mærkelig måde at introducere sig,
tænkte hun.
Der er noget du skal vide inden-
begyndte Kiranc, men nåede ikke at afslutte førend Mark havde trukket sin kutte tilbage, - inden - du ser dette...
Han forstummede, mens frygt spredte sig i Niklins øjne. Han er god nok. Du skal ikke være bange,
forsikrede Jenattane hende. Vi har rejst med ham i nogen tid nu, og vi var heller ikke sikker på ham til at starte med,
forklarede Kiranc. Niklins stemme dirrede selv om hun forsøgte at lyde fattet og rolig, hvor mødte I ham?
I skoven ved Heis,
fortalte Kiranc. Hendes øjne spilede op, Heis? Fader Sigur var herinde for et par dage siden og fortalte at en gruppe var blevet overfaldet i Heisskov af et skelet, de købte nok Aiglehvand af ham til at bade i. Og.. det ligger nær Inghao - I har hørt om hvad der skete dér, ikke?
Heisskov, var nok os der skræmte dem væk,
klukkede Jenattane. Hvad med Inghao?
spurgte Kiranc. Inghao er brændt ned, og næsten alle derfra er døde efter en hær af døde angreb dem, men kun nogle kvaste skeletter og blod blev fundet dér, ingen af landsbyboerne,
uddybede Niklin, kun en enkelt lille knægt slap væk derfra, og han begyndte først at tale for en uge siden eller der omkring.
Jeg var dér,
afslørede Mark, eller, det var dér jeg blev mig, da drengen løb over marken.
Hvorfor angreb I?
adspurgte Kiranc. Vi samlede deres bugspytkirtler for Mesteren,
forklarede Mark, det var en stemme der styrede os, men når der ikke var en stemme for de andre gik de i stå. Der må være gået noget galt hos mig, så jeg ikke længere kunne høre stemmen, men gik ikke i stå.
Det lyder lidt hen ad hvad der skete i Teglværksgade for en uge siden,
begyndte Niklin, I ved hvordan en golem fungerer? Der skrives hellige ord, som puster kunstigt liv i en lerfigur, men ordene er også ordrer, der afgører hvad golemen gør. Billig arbejdskraft til gentaget arbejde. Smedene er glade for at bruge dem til at puste til essen, de er fantastiske til at grave og sådan... men i Teglværksgade, var der én der blev ... ja, vågen, oprørsk? Nægtede at følge ordene i dens hoved. Det er ikke let at slå en klump omvandrende ler ihjel, så de spærrede den inde i stedet.
Så den er lidt ligesom mig?
spurgte Mark, i live uden at burde være det - jeg må snakke med den golem,
konkluderede han og forsvandt ud i butiksrummet hvor den brune røg hang i luften. Niklin var hurtigt henne og lukke døren, og lukkede straks vinduer og dør op til baggården for at fjerne den mængde røg som var sluppet ind i baglokalet, røgen er giftig,
forklarede hun og satte sig atter ved bordet og venner fra gamle dage.
Med hætten dækkende for ansigtet, satte Mark af sted fra Niklins butik. Han var nødt til at stoppe folk på gaden for at få rette kurs mod Teglværksgade. Her var flere lergolemmer, som fragtede kasser og sække af ler, mur- og teglsten, fyldte forme med leret og bagte det i store ovne i en nøje koordineret dans. Det gav indtrykket at hvis noget gik galt, ville hele dansen stoppe. En samling af folk stod rundt om en hastigt bygget indhegning. De ville alle se den defekte golem. Et stykke derfra stod en mand, højelver, og brokkede sig over hvordan den havde sat produktionen flere dage bagud og han ikke vidste hvordan han skulle afskaffe den. Mark nærmede sig ham og foreslog, du kan vel sælge den?
Ja, som om nogen vil købe en gammel teglbærergolem, som ikke virker. Det store problem nu er at den kasse der er bygget om den spærrer vejen, og hvis jeg ikke får gjort noget ved den vil jeg blive pålagt bøder,
beklagede højelveren sig. Mark tænkte et øjeblik, rakte så ned i sin taske og overrakte en håndfuld kobber mønter til manden, jeg køber den af dig, så er den mit problem.
Manden lyste lidt op, gemte pengene væk, ja, det er nu dit problem, kan du så se at få det monstrum fjernet!
Der gik flere timer førend manden undrede sig over skelet hånden, og tænkte straks at det havde været en illusion fra en af de trolddomsstuderende - men hvis det var så var pengene måske også? Han fandt dog at pengene var gode nok, og 25 kobber mønter for en defekt golem var vel ok.
Historien om hvad Mark gør med sin nye teglbærergolem finder vi måske en dag tid til at udforske.