| Oversigt over bøger. |
Stormen rasede over Thyrien og Elvien. Begge hære var stærkt reduceret efter måneders kamp med elementaler på hver side. Slag efter slag var blevet udkæmpet, uden vinding for hverken den ene eller anden side. Ét skridt frem, ét skridt tilbage. Marker og enge i Thyrien var brændt af ildelementalen der havde allieret sig med Elvien, og store områder af Elviens skove var blæst omkuld af luftelementalen. Det var få dage siden et Astrid havde ledt et angreb ind i Elvien igen, og var blevet tvunget ud, nu var det Elverne under Egegurt der førte et angreb syd fra, mod Kronstad. Astrids styrker mødte dem ved Ciemar a tha Sibh, kroen der var stablet på benene ved den gamle ork lejr Qhrofu. Azmon, den nuværende kroejer, netop dagen før fået nyt om hvor den forpestede skovtrold der snuppede hans sværd var blevet af, og han havde forladt kroen for at finde sværdet. Det havde været en gave fra Kriell, dengang Azmon var blevet udvalgt til specialtropperne, og sendt på en flerårig opgave.
Flammerne slikkede op af træværket på den tomme kro, og dens tømmer blev flået i af rasende vinde, knækket og sendt gennem luften mod elverne. Elvere, mennesker, dværge m.m. faldt på stribe under slaget der var startet i den tidlige morgenstund. Hver elemental havde givet løfter til deres respektive allierede, at med netop dén allierede elemental, var de sikre på at sejre.
Et te-stel stod på bordet bagerst i kroen, fint dekoreret, og kun for specielle gæster i kroen. Det er dækket med en fin silke klud for at forhindre det i at blive støvet. Da vinden river taget op, vælter bordet, og alle på slagmarken kan høre det gå i stykker.
Efesos sad med en stor småkage i munden og hyggesnakkede med Akesis. Hendes milde smil var kun med til at skabe steming her i Lysriget, og hun er vellidt af alle de andre guder. Netop som hun var ved at skænke en frisk kop te til sin gæst, stivner hun. En lyd skar gennem tepotten, som en negl trukket over et spejl. Hendes ellers smilene øjne spiles pluselig op. Hun sat forsigtig tepotten, før hun greb Efesos krave, "THYRIEN, NU!" kommanderede hun. Havde der været støv i Akesis have, ville det være blevet trukket til det pludselige tomrum hvor de to guder netop var.
Et lille "pop" lød fra kroen - ikke hørt af nogen over den knitrende ild og den hærgende vind. Begge hære blev til gengæld blændet af et uovertruffent skarpt lys der strømmede ud derfra. Selv de to elementaler faldt sammen ved dette. Den eneste der blev stående oprejst på slagmarken var Dronning Astrid, der i et år var blevet udsat for lyset fra Lysriget gennem Aigles præster i Amarith. Hun fyldtes af både smerte og lettelse. En skarp kontrast mellem det lys der var blevet tvunget ind i hende og den dæmon hun nu engang var. Aldrig har alle præsternes besværgelser føltes mere levende i hendes krop og sjæl. I løbet af få minutter var elementalerne sendt bort til henholdsvis Valkarbjegene og Krat'koa, og Akesis havde beordret kroen genopbygget, som fælles og fredelig indsats fra de to hærer.
Knap en uge gik førend Prins Elvarno af Elvien ankom til Elvien, trods varsel fra Egegurt om at vende tilbage for tidligt ville bringe prinsens undergang. Elvarno havde tilbragt de seneste år i Ethylfried, efter at være sluppet ud fra Dødsriget hvor han havde siddet fra før Dommedag. Nu ville han have sin plan i gang, alle mennesker skulle udrydes. Da Elvarno havde beordret Egegurt til at varetage Elvien mens der ikke var nogen regent, var kunne Egegurt træde tilbage og blot vedligholde det mere administrative i at føre landet. Prinsen gav en ordre, Egegurt fik det til at ske.
Få dage senere vendte Dronning Kenya så vendte tilbage efter at være rejst bort for at få frikendt sin far for beskyldninger han var blevet anholdt for. At denne Elvarno nu forsøgte at tiltuske sig magten i Elvien, hvor hun var blevet udpeget til at regere af kejseren var uacceptabelt, og intern ufred bredte sig i Elvien. Mens de to ledere forsøgte at hverve befolkningen til egen sag, løb rygter ind om orker der forsøgte at angribe skoven. Det faldt for døve ører hos prinsen og dronningen, mens Egegurt satte overvågning af orkerne i gang, og selv beordrede dem væk. Det resulterede i endnu en væbnet konflikt, og her sprang både prinsen og dronningen til handling så orkerne blev dræbt og drevet bort. Mens de to vender tilbage til deres interne strid, forlød rygter syd fra i Elvien om en rejsende i vogn hvis blik vækkede frygt i skovens vagter. Egegurt blev sendt af sted for at undersøge dette og vende tilbage.
Imens sidder Dronning Astrid i tronsalen i Kronstad - hendes sjæl stadig fyldt med lyset fra Lysriget, forstærket fra hvad det tidligere var, og hun kunne fornemme den rejsende nærme sig gennem Elvien. Det føltes familiært, varmt og trygt - men jo nærmere den rejsende kom, des mere føltes det som hun var ved at blive revet itu. Hvor Lyset ville at hun skulle udrydde den rejsende, ville hendes sjæl det modsatte.
Flere dage gik, og Egegurt var endnu ikke vendt tilbage. Det foruroligede Elvarno, da satyrene var kendt for at bevæge sig hurtigt gennem ufremkommeligt terræn. Han sad i et højt træ langs grænsen mod Thyrien. Spejdede over det bakkede landskab for at sikre sig at der ikke var flere orker eller endnu værre, mennesker, på vej da han så et lysglimt fra Kronstad. Det var overskyet, og skyerne over byen blev lyst op. Selv blev han blændet af det, som hvis nogen havde stået og signaletet med at reflektere solens lys med et spejl. Han sad et øjeblik og forsøgte at blinke den lilla plet han nu havde på nethinden væk da der lød et brag.